lørdag den 18. januar 2014

Bloggen er flyttet!

Okay så kom det... Jeg har længe gerne ville flytte min blog til Wordpress...
Fremover kan du læse om vores skærmydsler på http://hyldemorshave.wordpress.com/

Håber du følger med over... :-)

fredag den 17. januar 2014

Hverdagslogistikkens redningsplanke...



Pigerne har hjulpet til med de huslige rutiner fra de var ganske små

På mit arbejde har de det med at drille mig. Venskabeligt forstås. Med min mani for rengøring og oprydning. Det kan nemlig virke ørkesløst at forsøge at holde "rent og pænt" i en 6-mands skurvogn i vintertid med masser af regn og deraf mudder any where. Men man kan. Hvis man vil, og jeg kan slet ikke holde ud at lade være. Måske ikke ligefrem rent. Men i hvert fald rene overflader. En frisk rulle af det hvide og en rent håndklæde. 

Ryd op efter dig selv. Easy as that. Ud med skraldet. Væk med bunkerne. De griner af mig bag min ryg. Nej, egentlig mere op i mit åbne ansigt. Men det er ok. Jeg kan li' det. At der er rent, altså. Dem kan jeg også lide. De lever (og overlever) med mig. Der var selvfølgelig den dag, hvor en af mine studenter havde drømt, at jeg havde bedt hende om at vaske gulvet i det jernalderhus, vi lige havde gravet (hvilket betød en overflade af ren jord) - det fik mig faktisk til at tænke lidt... ;-)

Nå, men jeg tror ikke (og det må min mor så kommentere på), at jeg altid har haft det sådan. Det der med orden, det er kommet til. For det første fordi de rene flader giver ro i mit hoved, det har jeg tidligere skrevet om. Men også fordi at det sparer tid og giver overblik, når altid er på sin plads.

Det kan være lidt vanskeligt at efterleve derhjemme, når pigerne er af en helt anden opfattelse og leger "hvem-kan-tømme-flest-kasser-ud-på-gulvet-legen-fra-helvede". Men jeg har hjælp - en hemmelig hjælper der har fulgt mig i snart 5 år. Og eftersom jeg her til aften netop har forsøgt at videreformidle min hemmelige hjælp til en god veninde - var tiden vel også inde til at dele den med jer.

Flylady. Hun er amerikansk. Ærkeamerikansk, southern style n' all that. Hun tror på Jasus, og det der er værre og jeg er ganske overbevist om, at hun holder hånden fast på hjertet, når The Star-Sprangled Banner glider over skærmen. Blandt hendes tro følgere er bl.a. en mand med en cowboyhat der synger lovely tunes...

Men når alt det er sagt, så er hun mit ES i ærmet. Gennem de sidste fem år har jeg takket være hende, introduceret rutiner i vores liv, der gør verden så meget nemmere. Jeg sender de allervarmeste til Ane-mor fra de aktive Forældre og Fødsel-dage, som var hende der fik mine øjne op for systemet. Vores hverdag er bygget op om 5-6 rutiner om morgenen, som indbefatter noget så enkelt som at stå op lidt før børnene - og dermed have tid til en kop morgenguld i fred og ro med et essay fra mentoren. Sætte en vask over, tjekke kalenderen og madplanen og glide en hånd over badeværelset - et let hånd, klart nok, men alligevel én der gør en forskel.

Eftermiddagen ligeså, so simple, tømme opvasker, lægge tøj sammen, hænge en ny vask op, og herefter tid til hygge og lektier... Aften inden puttetid er igen den samme som igår. Pigerne kan det uden ad; finde tøj frem til i morgen, pakke taske, stille den klar i gangen, smøre madpakker, gøre kaffen klar i maskinen, kød ud af fryseren. Tjek. Release stress!

Så er der selvfølgelig madplanen, det ugentlige indkøb og alle de andre ting der følger med hendes formidable system. På den korte bane er alle mine bunker udryddet. Der er altid mad i køleskabet og rent tøj på hylden. Bilen er tanket op og everything's in its place. Det virker bare. For mig! Hvem fanden ved hvordan det vil være for dig. Måske korser du dig, og tænker at livet er for kort til systemer og organisering. Du er måske den frie sjæl der lever bedst sådan. Fred med det. Som småbarnsfamilielogistikoverhoved, er www.flylady.net som sendt fra himlen! Og fik jeg sagt det er gratis??? Hvor mange danske online klubber kan lige hamle op med det....

onsdag den 1. januar 2014

En rodebutik... - Gartnerinden part 3

The End

Endelig blev jeg færdig med den. Endelig med et suk. "Hvorfor lader du ikke bare være?" spørger min mand - men det kan jeg ikke. Det føler jeg alligevel at jeg skylder hende, forfatteren. Man mærker tydeligt, at det her værk er hendes hjerteblod.

Så jeg kæmpede videre og fandt derfor ud af, at den er sjov....  Sjov, fordi den virker totalt som mit eget forvirrede liv. Alle de ting jeg selv er faldet over fra tid til anden, har hun rodet sammen i en stor gryde. På en måde er den som min egen flygtige shoppetur gennem AppStore og rummer i essensen lidt fra de 15-20 forskellige apps jeg har hentet i løbet af det sidste år, i håbet om at ændre mit liv (PostScript: Didn't happen!)

Men jeg savner virkelig en rød tråd. To sider om feng shui, én side om oprydning, en side om forældreskab, én side om DIY osv osv. Alle spændende ting, men hver især bliver tingene alt for flygtigt berørt. Hvad er egentlig hendes mission med bogen? Og så alle de åndssvage damebladstests... Jeg behøver sgu ikke en pointscore fra 1-3 for at finde ud af, at familie kontra arbejdsliv kunne hænge bedre sammen...

Jeg føler at jeg kun kradser lidt i overfladen, men aldrig rigtig bliver klogere. Hverken på det ene eller andet emne. Hun stiller alle de rigtige spørgsmål, rammer hovedet på sømmet hver gang. Men jeg synes desværre ikke rigtig, at hun leverer varen.

Jeg bliver ikke klogere. Jeg føler vi har læst de samme bøger. Har de samme interesser... Og får lige lidt ud af det. Jeg læste den færdig, men mere af stædighed end af lyst. Hvis jeg tog mit hoved af og rystede det, ville der falde alle de her ting ud af det. Men hvad er det hun vil, vil hun bare give mig smagsprøver? Sidder også tilbage med en lidt irriteret følelse. En helt bog fuld af appetizers. Det' sgu' for meget. Operationen lykkedes, men patienten døde.

Havde jeg været en klog retoriker, havde jeg sagt noget positivt først. For selvfølgelig er der også noget positivt. Og set objektivt så er det positive i denne bog nok også hendes største styrke. Opskrifterne er virkelig gode. Og fulde af gode grøntsager, og det siger jeg selvom min kære mand er maximalt grøntsagsforskrækket. Han har spist og nydt med højlydt velbehag.

Jeg vil helt klart fremhæve hendes russiske borsjtj, som jeg også skrev om her. Eller "powerpot'en" med savoykål og hakket kød. Det har været superlækre smagsoplevelser, og skulle jeg endda finde på at købe bogen, så var det for at have appetitlig adgang til disse retter...

Skomager, bliv ved din læst....
(kunne man fristes til at skrive, men det gør jeg selvfølgelig ikke i disse proaktive tro-på-det-tider...) Beklager, men jeg forstår bare ikke formålet...

søndag den 1. december 2013

"Snart er det snart...."

"...Kalenderlyset stråler klart
Der er én milliard,
der hygger sig og har det rart..."


Und dig selv at afspille Hr. Skægs julesang mens du læser videre. Det er vores ubestridte yndlingsjulesange for tiden. Det er jo ingen hemmelighed, at han er en gud for store og små - og hans honningagtige 50'er lyd er ren forkælelse for sjæl og hjerte.

Han har allerede sunget julen ind hos os mere end en enkelt gang i denne weekend - første weekend i ages, hvor det føltes som om, at vi ikke havde rigtige planer. Det er tiltrængt, og så i den grad. Synes den sidste måned har været led. Travlt med travlt på, sure børn, sure mænd, sure koner. (Læs: trætte og udkørte, med for hårdt og ambitiøst program).

December skal være anderledes. December skal være den der måned, som jeg har sukket efter. Der hvor livet bliver rigtigt. Hvor jeg faktisk gider at se på mine børn, smile til dem og tage min mand i hånden. Der hvor vi laver de der rigtige ting. Ikke bare halser efter bunkerne og vasketøjet, aftensmaden og livet i al almindelighed.

Og helt uden planer blev weekenden nu heller ikke. Igår hentede vi en halv gris hos naboen. Den slags giver mig ro i sjælen. Der er noget elementært og essentielt i at fylde lagrene op. Så vi kan klare os... Hvis hvad..? Ja, hvis nu "krigen kommer", som min mor altid har sagt. Det håber jeg sgu ik den gør, men alligevel giver det tryghed helt ind i ursjælen. Fyldte frysere, konserves på lager. Tryghed. Simplicity! Uafhængighed? Eller i virkeligheden totalt afhængighed? Jeg ved det ikke.

Jeg har haft tusind blogindlæg i hovedet. Der er så meget jeg gerne ville skrive om. F.eks. om et nyhedsbrev jeg fik forleden, om mine boligenergier var klar til 2014... Hmm, tror ik jeg rigtigt nåede at blive klar til 2013. Det var i hvert fald noget af det, som nyhedsbrevet havde ret i. At man står tilbage med følelsen af, at bølgerne skyllede hen over en, og man pinedødme bare var nødt til at lære at svømme, mens man var i det. Det gjorde jeg så. Svømmede altså. Rykkede mig og udviklede mig, men mere af nød.

Til vintersolhverv sidste år sprang jeg over bålet for harmoni i 2013. Universet har sgu en sær form for forståelse for det udtryk i så fald. Det er jo så skidepopulært at se tingene sådan lidt retrospekt her ved årets afslutning. H A R M O N I - this it not it! Dermed ikke sagt, at der ikke også er sket en hel masse gode ting i 2013. Jeg længes bare mod det der harmoniske familieliv, hvor alting ligesom bare glider. Hvor livet falder i hak.

Men som en klog veninde sagde en gang. This IS it! Livet bliver aldrig anderledes. Det bliver aldrig bedre om en uge, en dag, en måned, et år. Du er bare nødt til at lære at leve I det... I nuet. Lige i dette ene sekund. Ikke når jeg har sat endnu et hak på min elskede to-do-liste. Måske det bliver mit mantra næste år. At være... I det. Nu.

Nå. Troede den her skulle handle om jul. Det kom den så ikke til. Måske det næste indlæg. Jo ellers endnu en af de ting, som jeg gerne ville dele. Og så var der også artiklen i Samvirke med Camilla Plum. Elskede fru Plum. Om bullshit og ordentlig mad. Hun fortjener også en kommentar. Som ambassadør for det virkelige liv. Måske er her alligevel, trods alt, en rød tråd i dagens indlæg.

Gårsdagen bød også på gran-togt til skovlandet...






mandag den 4. november 2013

En præliminær vurdering...

Jeg må nok give mig. Jeg hygger mig faktisk ret godt med Gartnerinden og Lykkesmeden. Uanfægtet af, at nogle af kapitlerne sagtens kunne være uddybet mere, så er den hyggelig.
Og på en underlig måde synes jeg faktisk at Sif Orellana og jeg tænker temmelig ens. Synes om de samme ting, og på den samme måde.

Bogen er, ikke bare en kogebog eller en selvhjælpsbog, men måske mere en "livsstilsbog" og som jeg ser den, et indblik i hendes liv, passioner og interesser. Og stemmer på den måde ret godt overens med det sammensurium af ting der florerer i mit eget liv. Hun skriver jordnært og nærværende, uden floskler, frelsthed eller jeg-ved-bedst-attituden, som mange selvhjælpsbøger nemt kan dunste af. Det er sjovt at læse afsnit, som jeg føler, at jeg selv kunne have skrevet. Som f.eks. når hun skriver om kostprincipper:

"...Der bydes på kulinariske retninger som aldrig før, og for mig er det en befrielse at have valgt ikke at lade mig begrænse af én retning men følge min egen overbevisning om, hvad der er bedst for min famile og mig..." Tak!

Helt afklaret og uden dårlig samvittighed over igen at æde det der stykke chokolade, den mormorbolle eller et skønt glas rødvin. Jeg nikker og smiler og læser videre.

Jeg er ca. halvvejs igennem den store bog, der dog også er fyldt op med en del billeder, damebladsagtige livsstilsbilleder, som egentlig ikke betyder det store for min læseoplevelse. Hellere have haft en lidt mindre bog, færre billeder, mere tekst. Men jeg går udfra at billederne vel er hendes egne, og at hun gerne vil ud med dem også... :-) De er med til at give stemning, men jeg bliver ikke duperet.

Hvorvidt jeg kommer til at ændre mit liv radikalt, når bogen er slut betvivler jeg. Men jeg er underholdt undervejs på rejsen i hvert fald!

I morgen vil jeg give et par af hendes opskrifter et forsøg. Umiddelbart er billeder og beskrivelser tillokkende og vækker min sult, så jeg er spændt på resultatet af bl.a. den russiske rødbedesuppe, Borsjtj...

Og godt blev det! - Selv manden min var begejstret!

mandag den 28. oktober 2013

Jeg har en tilståelse -

- mit hjem - det dufter af Ariel!
Dybt, jeg ved det... Men faktisk er det skelsættende og totalt grænseoverskridende for mig. For det er ikke bare det, at der dufter af vaskemiddel. Essensen er, at jeg ÆÆÆLSKER det! Knuselsker, simpelthen. Fornemmelsen af at åbne hoveddøren og duften af blomster slår én i møde. Syntetiske blomster, det' klart.
Speltmoderens mareridt

Det startede som et fejlkøb. Jeg ville have noget andet end gode gamle Neutral, som med tiden får alt tøj til at lugte surt, og kastede mig derfor hovedkuls ud i Ariels sensitive halløj, svanemærket und alles. Fint nok. Det vaskede såmen mit tøj rent og ingen surhed. Næh nej. Så næste gang faldt valget igen på Ariel. Men da jeg lykkelig uvidende åbner flasken, bliver jeg mødt af neon og blomster nok til et helt gartneri i technotøj. Okay. Altså ikke sensitiv. Men Active... For sure...

Åh åh... Dilemma. Hele min identitet ligger i det her vaskemiddel. Eller lige præcis IKKE i netop det her. Og det er i virkeligheden dét, som jeg gerne vil dele. Det der med at være oprigtig. Ikke at forsøge at passe ind. At frigøre sig fra speltmor-rollen og træde ind i det billede, hvor man er sig selv. Hvor man fandenme faktisk godt kan bruge vaskemiddel der dufter godt og stadig være et godt menneske!

Godt være bevidst om, at det faktisk er dårligt for miljøet, for den hud der skal have det duftende tøj på, for de næsebor der risikerer allergi. Men vælge det alligevel. Fordi jeg godt kan lide det. Fordi det dufter rent. Det giver mig en følelse af velvære og nydelse. En rar fornemmelse.

Men ud med sæbevandet skyller jeg så samtidigt speltmoderen og alle hendes dogmer. Eller? Kan man ikke stadig være et godt menneske? Kan man som voksen kvinde ikke godt tillade sig at tage nogle valg, selvom de har konsekvenser? Bare fordi det faktisk helt ærligt, er lige det her jeg har lyst til? At mit rene vasketøj dufter godt?

Helt ærligt. Så er jeg ved at være dødtræt af hende. Hende speltmoderen, der ind i mellem forfølger mig. Jeg får lyst til at provokere hende og giver børnene slik til morgenmad. Ikke hver dag selvfølgelig. ! Men bare en gang i mellem, bare for at vende tingene på hovedet. Køber LYSERØDT PIGE-legetøj. Ser reality på TV3. Giver fanden i Urtekram og stofbleer, gør noget så sindsygt som at æde hvidt toastbrød med trestjernet spegepølse og remoulade. Bare fordi jeg kan! 

Fordi jeg ik gider passe ind i en eller anden frelst kasse, hvor mine børn går i det helt rigtige økologiske tøj og æder dødsyge klidkiks og aldrig har set skyggen af en vingummibamse. Hvor alle pastelfarver i verden er det bedste, og hvor det eneste der er godt nok, er noget der er mærket med et stort fedt Ø...

Jeg troede, at som tiden gik og jeg blev "voksen", at jeg ville holde op med at have det sådan. At jeg ikke altid behøver at stikke hånden i hvepsereden og pisse i nælderne. Men jeg kan ik. Jeg vil IKKE være konform. Jeg kan ikke. Jeg vil selv. Sgu. Have vasketøj der dufter godt. Slut.

Efterskrift:
Ovenstående er et udbrud.  
Virkeligheden er, at 80% af mine indkøb er økologiske, jeg handler stort set kun i Netto, jeg bager selv vores rugbrød, min bil er miljørigtig og kører langt på literen, mine børn går i steiner-institution, har ammet i mere end 1 år, vi dyrker vores egne grøntsager, køber årstidens grønt, støtter diverse NGO'er, vi får det meste af vores tøj brugt ved tøjbytter eller arver, jeg går op i dyreværns- og miljøsager med ildsjæl, vi laver selv modellervoks og kunne aldrig i hele mit liv finde på at bruge Round-up i haven.... ;-) Et helt igennem godt menneske.

mandag den 21. oktober 2013

Sådanne søndage

Æbler på snor... Gaven fra haven...

Tid, tid og mere tid. Der er et særligt magisk lys over fridage. Det beroliger mit rastløse sind at få kål på bunkerne. Det giver mig en fornemmelse af kontrol. At have “ro” omkring mig. Rod stresser mig helt vildt. Jeg elsker glatte overflade, stolene ind til borde, lige bøger på hylden. Rene linjer.

Småpsykotisk måske. Og der kan helt sikkert analyseres en del ned over min krøllede psyke. Men det gør godt. Det er dejligt at være “on top of things”. Det sætter mit adrenalin niveau betydeligt ned og hjertet slår lidt langsommere.

Af samme grund elsker jeg to-do-lister. Det giver en særlig glæde at strege ting ud… Jeg kan næsten se dig ryste på hovedet nu. Men jeg ved godt hvad det kommer af. Når det eneste man kan have kontrol over, er ens ydre omstændigheder, så kommer de til at betyde alt.

Måske er jeg klar til at tage hul på det engang. Men ikke nu. Lige nu lever jeg bare. I kampen mod rod og kaos - midlet er organisation og kontrol. I’m in charge! Og det giver mig ro. Selvom min stakkels mand bliver frustreret, når jeg endnu en gang pakker opvaskeren om (“for der kan jo sagtens være meget mere på min måde, og så sparer vi penge og miljø!” ;-)

Men de her fridage, de giver mig altså så mere fri. Fri til at lave ting med børnene, f.eks. vores første forsøg med tørrede æbleringe. Haven bugner, faktisk er det for tiden mest græsplænen der bugner. Det er lige til et mavesår… man burde, burde, burde. Lave æblegrød og -marmelade, fryse ned og lave most og - og - og… Få hjertestop og stress.

Jeg arbejder med det. Det gør jeg virkelig! Gearer ned. Glæder mig over de æbleringe der nu hænger så fint ved brændeovnen og tørrer på livet løs. Ungerne synes, at det er et fantastisk skue. Æbleringene der vrider og snor sig i varmen, bliver gule og runkne - “Se mor, hvor mærkelige de er!” og alligevel glæder de sig til at smage…

Tid blev der også til at koge endnu en gang chilisauce - harissa - a la River Cottage. Det er min anden portion. Opskriften er nem og formidabel. Den er stærk som bare fanden, men den pifter hvad som helst op, og leder tankerne til “gamle dage” kl5-lørdag-morgen-Shawarmabar-Strøget… Hvis du husker??

Handsker er et must, når der arbejdes med chili
   
Eftet at være blendet koges det hele op i 10 min
Klar til brug
Vi har haft masser af chilier i år. Igen igen Toftegårds Citron Chili, Habanero (den der monsterstærke), Omnicolor og nogle små thai chilier… De hænger til tørre, er lavet til harissa og endnu en omgang står og venter på en syltetur. Når vi når til endnu en fridag….

lørdag den 19. oktober 2013

Meanwhile et sted i provinsen...

Enderslev Forsamlingshus (søde naboer ;-)

Igår var vi til fællesspisning i vores lokale forsamlingshus. Stegt flæsk. Rødvin og kaffe. Rød velour på bordene. Bum. Det er som det lyder. Tungt, lokalt, provinsielt... og helt vildt hyggeligt. That's it. Lars Tyndskids mark og halm i træskoene. Men alligevel formår de at trække fulde huse, hver gang der er flæsk på menuen. Dansken i en nøddeskal.

Sådan er det at bo på landet, på randen af udkantsdanmark. Vi bakker op. Om det så er i kampen mod vindmøllerne, kloakken eller for en gang skyld i et festligt ærinde. Jeg kan godt li' det. Faktisk elsker jeg det. I de fem år jeg boede i København i min pure ungdom, anede jeg knap nok hvad min nabo hed.

Her kender man alle. I børnehaven bliver ungerne kaldt "børnene fra Bulderby" - herude fra vores lille enklave. Wild West Skrodsbjerg. Vi burde måske nok have vores eget postnummer. Engang i mellem er her sgu drama nok til en berettigelse.

Men jeg trives i det. I det småborgerlige, men alligevel nogenlunde frisindede... Her er plads til bare tæer, køkkenhaver fulde af ukrudt, fritgående høns (og vel nok et par hunde). Kvinderne sladrer over kaffen, mens ungerne falder i åen, går på æblerov, klapper nybagte småkalve og skråler om kap på trampolinerne. Mændene passer deres. Deres værksteder, og udhuse. Sparker dæk over hækken. Fredfyldt. Ikke et sted for hemmeligheder. Alle ved alt om alle. Eller i hvert fald det meste.

Men jeg er tryg. Gang på gang står folk op for hinanden, når det hele brænder på (eller brænder af, for det er desværre også sket et par gange). Jeg elsker det. Jeg er nødt til at sige det to gange. Eller ti. For jeg holder virkelig af at bo her. Vi vil altid være de nye, og de der lidt outrerede, men alligevel, så føler jeg mig sgu som én i flokken. Herude i landsbyen.

Morgensol over verdens navle...



onsdag den 16. oktober 2013

Kan du lokkes??


Jeg er vildt nem at lokke... Det er en ren skandale... Min rygrad er snoet som en regnorm på efterårsmanøvre, når det kommer til bøger. Glitrende, lækre, farverige bøger med tykt økologisk papir, svanemærkede genbrugsorgier eller bare den lille tynde fra bogkassen i Kvickly. Dameblade i bogformat.

Formentlig er det symptomatisk. For mest af alt er jeg hooked på selvhjælpsbøger, krea- eller havebøger... Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg en ganske betydelig del fra de ovennævnte kategorier. Men nu kommer vi til det pinlige!

Hvor mange af alle disse mange dejlige bøger, som du har brugt dine, til tider hårdt tjente penge på, har du så læst Maria??? Og her mener jeg ikke bladret-igennem-og-sukket-og-åh'et-over-smukke-billeder-læst! Jeg mener sgu sådan rigtigt læst, fra venstre mod højre, fra start til slut?

Pinligt få. Indrømmet. Det er det samme med biblioteket. Jeg slæber hjem, stabler dem oven på børnene og håber at deres små ben kan finde ud gennem døren og ind i bilen. Jeg drømmer om den der teenagetid, hvor man kunne lukke døren til sit værelse og forsvinde ind i bøgernes velsignede verden. Ain't gonna happen baby! Men drømmen er intakt. Jeg tror jeg kan, jeg tror jeg kan.

Sagen er jo nok, at jeg tror at lykken ligger i det næste fix. Det er den næste bog, der vil ændre mit liv. Det er den der vil gøre hele forskellen. NU skal jeg være slank(ere), spise sundere, organisere min tid bedre, være en bedre kone, en bedre og mere nærværende mor, en studeret arkæolog, have den smukkeste, vildeste (og det mener jeg i ordets forstand, for jeg er ikke til skarpe kanter!) og mest økologiske have. Men det sker aldrig.

Jeg læser måske 1-2-25-50 sider, og så ryger den op i bunken til alle de andre "jeg ville ønske jeg havde tid til at blive en bedre menneske"-bøger. Og intet har ændret sig. Jeg er som jeg plejer. Gør de ting jeg plejer. Ser gudhjælpemig også ud som jeg plejer. Alt er - som det plejer!

Men sjovt nok - faldt jeg over endnu sådan en fix-it-quick-bog igen igår; Gartnerinden og Lykkesmeden af vores alle sammens hjemmebollebagende kanelsnegl med løbesko, smukke Sif Orellana. Egentlig elsker jeg især "Krudtugler og kanelsnegle" - mest for opskrifterne og de smukke billeder. Så Gartnerinde-bogen har faktisk i noget tid stået på min ønskeliste, men jeg fik den ikke til jul, og derfor gled den lidt i glemmebogen, hø hø.

Nu ligger den der så. Der på kaffebordet og lover mig, at hvis jeg bare gør som hun siger, så venter der mig et liv, hvor jeg får indfriet alle de ovennævnte forhåbninger. Men er det nu så let? Naivt springer jeg på den, igen.

Og det selvom min lille mavefornemmelse sparker mig i ansigtet og trættes over endnu en "Hellerupfrue" med for meget fritid, aupair og deltidsjob og ægtemand med stjerneindtægt, skal lære mig alt om at reorganisere mit liv. MIT liv med 37 timers arbejdsuge, 2 børn, 1 mand, 1 hund, 3, katte, 8 høns, 1 vaskemaskine, 1 opvaskemaskine, 1 støvsuger, 1 stor have og 130 m2 der skal gøres rent, osv osv osv.

1 liv...

Synes bare ligesom at jeg har læst nok af de der bøger, om kendte/ukendte kvinders personlige selvudviklingsrejse med mindfulness, yoga, skyggesider, positive sider, sexualterapi, coachingforløb eller God knows what! Men jeg giver den, hende (og mig) alligevel en chance - for tænk nu hvis...

Stupid is, as stupid does... (Tak til Forrest Gump)

(fortsættelse følger til de trofaste)

søndag den 13. oktober 2013

Jeg køber aldrig mere et dameblad...

- det tænkte jeg i hvert fald forleden, efter at jeg havde installeret app'en Feedly på min telefon og Readkit på min mac. Egentlig er der ikke noget særligt revolutionerende i at have en feed reader, men med disse to apps er oplevelsen bare blevet damebladslækker!

Feedly med et par foretrukne blogs

Ligesom 1000 andre kvinder står jeg også tit og hænger ved køen i supermarkedet og lader mig friste af glittersider og løfter om det unge, stramme og topmoderne liv, der venter mig på de næste sider, hvis blot jeg køber lige netop deres fantastiske magasin. Nu og da bliver fristelsen for stor, og så sniger der sig, trods protester, et blad med hjem i posen.

Og nu ikke et ondt ord om damebladsjournalistik - men ofte bliver jeg skuffet over den overfladiskhed med hvilken man kan berøre et spændende emne. Jeg ved godt, at damebladene ikke skal repræsentere det videnshungrende publikum, og ofte er der blot tale om appetizers for en eller anden ny selvudviklingsguru, spise- eller træningstrend. Og fred med det. Jeg elsker også selv at blive inspireret til det "bedre" liv, men savner dybden. Og oven i det, er der med mine 33 år, stadig ikke noget blad, der har ramt mig full on.

Jeg har været ellers igennem hele striben, lige fra den ene yderlighed til den anden, og det er nu alligevel ikke helt sandt, for jeg har endnu aldrig forsøgt mig med Familiejournalen, Hendes verden eller Søndag... ;-) Der er dog grænser. Men man søger jo altid. Tænk at finde det der inspirerende tidsfordriv, der kan rumme alle ens sider, og inspirere én både i køkkenet, haven, klædeskabet, badeværelset - og BØRNE-værelset samt give stof til filosofisk eftertanke.

Løsningen, ser jeg nu, ligger lige for. Blogging er de sidste par år blevet stort. Fra de store proffe, ned til blogs om så lidt, som nærmest ingenting, er blomstret op overalt på nettet. Et hvert firma med noget på hjertet har sig en blog, enhver kendt der vil proffilere sig selv. Og så alle os andre. Os der skriver for vores egen skyld, for at få luft, for at blive hørt, for at blive hjulpet eller give hjælp til andre, eller bare fordi man ikke kan lade være...

Men ens for næsten alle bloggerne er, at de er passionerede omkring de ting de skriver, hvilket betyder at der er langt i mellem overfladesvømmerne. Jeg bliver beriget på alle de ønskede emner, når jeg checker ind enten hos cremedronningerne, naturelskerne, køkkendamer eller hobbefreaks'ne. I love it! som en anden højt skattet inspirator kunne udbryde det.

Og det fører mig selvfølgelig videre til pointen! Nu med disse apps, kan jeg sammensætte mit helt eget dameblad med passionerede blogskrivere til at levere tekst og billeder til min hverdagsinspiration... Så bliver det vist ik bedre...!


søndag den 29. september 2013

Det der med blogging...

Der har været stille, uendeligt stille på min blog... Længe... Det indrømmer jeg gerne. Det skyldes flere ting. Selvfølgelig. Ingen ting er jo bare enkelt. Sort eller hvidt. Kliché på kliché.

For det første, og mest indlysende - så har det sgu bare været pissehamrende hårdt at slutte livet som studerende. Nu efter ca. halvandet år som fuldtidsarbejdende fuldtidsmor og -kone, er jeg (og vi) endelig ved at lande et sted, hvor hjulet kører.

Det første år var skidehårdt. In your face! Eller egentlig mest bare i mit! Jeg har mere end én gang måtte revurdere min opfattelse af "et rigtigt liv"... Hvad kan man spise - og hvad kan man spise sine børn (eller sin mand) af med? Eller er "tv-meals" fra fryseren altid en dødssynd? Er det virkelig så skrækkeligt at ønske sig bare fem minutter uden børn? Hvor bliver pengene af - og hvorfor kommer der ikke flere, efter fucking 9 år som universitetsstuderende???

Hvor om alting er, så har jeg fundet et leje... Ambitionerne er skruet gevaldigt ned - f.eks. kan jeg starte med at indrømme, at jeg kun fik sået halvdelen af køkkenhaven til - hvilket betyder 10 m2 med kartofler og 10m2 med ukendte høje grønne gevækster, hvis ophav er aldeles ukendt! I stedet glæder jeg mig over, at vi endelig fik malet huset!

Nå, alt det her indledning er egentlig bare for at få hul på bylden. For den anden årsag, den handler sådan set også om mit liv på arbejdsmarkedet. Pludselig gik det jo op for mig, at jeg er ved at skabe mig en faglig profil. Og hvad så med min blog. Min lille private køkkenblog, hvor nysgerrige kolleger, kommende arbejdsgivere eller snagende journalister sådan set, kunne lære farven på mine hjemmestrikkede sokker at kende, eller min hang til jord, bord, morgenbøn eller mine nærkontaktsmøder med naturen og de krafter den huser.

Kunne jeg virkelig udstille mig selv (og ind i mellem min familie) på denne måde? Ville det kunne skade mig? Ville det ikke være bedre, at jeg holdt en skikkelig lav profil, anonym og effektiv, én der leverede varen, skrev saglige artikler og ellers blot forsvandt som én i mængden? Er det ikke sådan, man sikrer sig en levevej?

Den nød har jeg været længe om at knække. Jeg fik dog muligheden for at blive ved med at blogge - dog med et sagligt skær - på museets blog om arkæologi: HER - og sjovt nok fik jeg mega god feedback, både fra højt og lavt sted. Små indspark, der prikkede til min lyst for at folde mig ud på egen banehalvdel. Til at skrive om hvad der rør sig i mit hoved, i mit liv eller vores alle sammens verden... Jeg savnede min åbne mike...

Men ku' jeg? Sku' jeg? Og hvad nu hvis? Hvad nu hvis en af mine kære fagfæller fik nys om, at jeg kan finde på i gravealvor at gå ud i en skov ved fuldmåne for at søge råd og vejledning, sådan som mennesker har gjort siden Arilds tid? At når de sidder og griner over de "tosser" der rejser til Stonehenge for at mærke de kæmpemæssige stens ufattelige energi - ja så kunne det faktisk være mig?

Hvad ville alt dette betyde???

Intet måske... Eller alt? Forstået på den måde at kun sådan er jeg ægte! På min blog vil jeg forbeholde mig retten til at være tro mod den jeg er! Og no matter what en kommende arbejdsgiver eller samarbejdspartner vil tænke om mig - så er det præcis den her MIG de køber! Mig, som det superengagerede, organiserede, resultatorientede og effektive menneske jeg er. En ung arkæolog med mod på at vende tingene på hovedet og sige dem højt! Mig der larmer højt, ofte siger det forkerte HØJT, ofte vælter ting og slår ud med armene. Mig der elsker at være i centrum, spotlight og midt i ilden!

Men også mig, "i det sidste hus i landsbyen", mig der har tæerne begravet i mulden og hovedet i himlen. Der har hylderne fyldt med urter på glas, en sang på læben til at hele brækkede ben og en shamantromme på væggen, med hvilken jeg kan finde på noget så gakket som at rejse til åndeverdenen for søge hjælp og kraft til nære og kære.

This is she... Velkommen til mit liv!
Sommer 2013



søndag den 23. december 2012

Flylady - julens lifesafer...

www.flylady.net
Jeg har brugt den fire år i træk nu. Flyladys "Cruising through the holidays" - Control Journal. Den er en uovertruffen lifesafer i den stressede juletid, der helst skal være så totalt perfekt. Hvor alle forventninger skal indfries, æbleskiverne have den helt rigtige konsistens og oppyntningen afstemmes med det seneste nummer af BOLIG... - selvom mindre kan gøre det (og det gør det her!)

I år regnede jeg nu ellers med at det hele ville skride... Nu som udearbejdende, kunne jeg slet ikke se hvordan jeg skulle nå alt det, som man som studerende nemmere kommer over. Men jeg er faktisk kommet ganske glidende igennem det hele. Alle gaver var købt i den første uge af december - tak de højere magter for internettet - den ene gave som jeg måtte i IRL butik for at finde var ved at tage livet af mig. Kl. 17 en torsdag i Køge - kan ikke anbefales!

Vi nåede gløgg og æbleskiver med naboerne, den obligatoriske tivolitur med ungerne, småkager, konfekt, mandler, julepynt, julekort, kalendergaver og gaveindpakning... 15 minutter af gangen. Og nu lillejuleaften, er der sne på vinduerne (men vejen er ryddet - og sneploven fik en pose småkager med i traktoren!), Jul i Valhal kører over skærmen, og jeg er in peace, jeg nåede endda, trods snot og forkølelse at fejre et skønt vintersolhverv med gode venner, og overgangen til den nye sol lader sig allerede mærke. Det nye år bliver fyldt med harmoni - men man er jo alligevel nødt til selv at købe lottokuponen, og det er bl.a. ved hjælp fra fru Flylady at jeg bevarer min sanity! Måske hun også kan hjælpe dig?

Vi er klar med det hele (og fred og fryd!), og bolledejen hæver - for det er jo ikke kun jesusbarnet der har fødselsdag i morgen - men det har jeg lovet smeden ikke at fortælle om på nettet! ;-)


søndag den 30. september 2012

En overvældende høst...

På mange fronter har denne høst givet et helt fantastisk udbytte. Nogen siger det skyldes den våde forsommer, og det er måske rigtigt, men det har nok også hjulpet lidt, at jeg for første gang gav efter og gødede haven, inden tilplantning.

Halvandens times indsats i haven...

Vi har fået overvældende mange tomater, og det er blevet til hjemmelavet tomatsuppe, adskillige henkogte tomater, og nu i dag også hjemmelavet ketchup. Jeg brugte en opskrift fra Bonderøvens "Det enkle liv" - det var ekstremt nemt, og tog vel alt i alt en time fra start til slut, og smager forrygende! Mit eneste problem er nu, at jeg er næsten løbet tør for sylteglas!!!!

Udover tomater og års bedste kartoffelhøst, blev det til tre kilo hyldebær, som skal lune godt til vinter. Læste et sted om en, der brugte hyldebærsaft som en bund for toddy, og det lyder jo ikke helt dårligt!

Sådan en skøn efterårsdag i haven gav også tid til at nyde hønseflokken, der siden igår er blevet fire høner kortere. Michael havde sin ilddåb med huggeøksen, men sammen var vi gode og sagde farvel til en enkelt industrirace og tre af mine allerførste landracehøns, der havde omkring 7 år på bagen, så de har klaret det ganske godt. Nye kyllinger står på spring, så der var brug for lidt luft i flokken.

Ketchup in the making

Resultatet "bonderøvsketsjup"

Vores dygtige kyllingemor med hendes 2. hold i år

Vores fjollede punkerhybrider

torsdag den 6. september 2012

Jeg drages mod gryderne...

Henkogning i ovn 

Efteråret bringer mange følelser med sig. En af dem er trangen til at samle vinterforåd. Det må være et urinstinkt der vågner inde i mig, når dagene kortes og skyggerne bliver lange. Når farverne begynder at skifte og man kan fornemme, at årets hjul er ved at dreje endnu en gang.

I bund og grund elsker jeg september... Stadig lune dage, og alligevel løftet om at noget nyt er på vej. Og det bringer mig som sagt i køkkenet. Behovet for at fylde hylder, fryser og skabe hiver i mig.
Og netop nu hvor drivhuset bugner, tre rækker kartofler endnu ligger i jorden og rødbederne skriger på at komme i spa med peberroden og en nellike, ja så er stien jo ligesom trådt mod køkkenregionerne.

Og i år er det lykkedes mig at frembringe mit første forsøg ud i Camilla Plums "tomatkonserves". Henkogte tomater med hvidløg, basilikum, chili og lidt andet guld, alt hjemmegjort, naturligvis... Tsk tsk... Både Bonderøven og Fru Plum lovpriser denne lille komposition til alt, hvor man ellers bruger dåsetomater. Der er nok ikke den store økonomiske besparelse, men jeg er himmelhenrykt over at lege selvforsynende! Opskriften findes forskellige steder, bl.a. her eller i Camilla Plums Havebog og også i Frank Erichsens Det enkle liv.

Den kreative proces efterlader sig spor...

Det færdige resultat!



søndag den 24. juni 2012

A month of catching up...

Skt. Hans bål i velsignet tørvejr

Igår på skt. hans aften havde jeg været kandidat i præcis en måned.  En måned hvor jeg nok havde håbet, at jeg havde fået noget mere ro i min sjæl. Slut med dårlig samvittighed over de sider, jeg nok ikke fik læst, den afleveringsfrist jeg måske igen overskred, den karakter jeg måske aldrig fik.

Men den der ro... Ja, den kommer åbenbart bare ikke lige væltende ind over én. Jeg synes bestemt, at jeg har brugt den sidste måned på at halse bagefter. Bagefter vasketøjet, bagefter ukrudtet, regningerne, madplanen, nullermændene og drømmen om at ligge i den der FSC mærkede, helt rigtig liggestol i en yndig Signe Wenneberg-have med smukke, rene (enige!) børn i hvide sommerkjoler og et glas iskold hvidvin og en højkulturel bestseller i hænderne. Det er sjovt nok ikke sket....

I stedet har jeg forsøgt bare at nå toppen af "mount washmore", ikke at lave pommefritz til hver ret og i det hele taget vende mig til at vækkeuret ringer 5.15 - HVER dag...
Denne weekend har dog været et vendepunkt, og det er lykkedes mig, her søndag aften, at få mig bare en lille smule in control. Godt nok er køkkenhaven stadig ved at gå over sine breder, men drivhuset er tæmmet. Jeg har satset stort - imod bedrevidende. Jeg har dækket jorden under tomater og agurker med et tyndt lag strøelse fra hønsehuset. Er meget spændt på, om jeg brænder det hele af, eller tomaterne ender med steroide-agtige overarme!

Hønsemøg i drivhuset

Hønsene er også blevet luftet. Årets andet hold kyllinger forsøger stadig at putte sig under hønemor, og som den gode mor hun er, langtids"ammer" hun naturligvis! ;-)
Selv katten bliver tålt - vi har haft mus i hønsehuset, og Modi-mussefanger har vist haft kronede dage.

Vi nåede også at sætte endnu en gang hyldeblomstsaft over. Jeg har i det sidste par år benyttet opskriften fra Barneguiden, hvor jeg dog bruger 1/2 kg farin og 1 kg rørsukker - den bliver super god og aldrig bitter. Processen er nem og børnevenlig, og vi har altid gode stunder med at plukke og tilberede. 

Til sidst vil jeg slutte af med billedet af hvor vildt det kan blive for børnene i Skrodsbjerg - man ved bare, at man har bonderøvsbørn, når den mest sagte sætning skt. hans aften er: "EN TUR TIL!!!!!!!!!"

De store kyllinger forsøger stadig at få lidt varm kærlighed

Katten og hønsene

Der klippers blomsterskærme

Turen i høvognen bliver der set frem til i mange måneder


lørdag den 2. juni 2012

Sådan en slags status...

Ind i mellem er det tid til at stoppe op og se tilbage... Jeg er i dag et andet sted. Et andet sted end for 6 måneder siden, hvor mit liv tog en af de der drejninger, der gør at man ændrer kurs.
Det er overvældende når det sker. Helt vildt mavepuster-agtigt. Hvorfor er wake up-calls altid 10 liter vand i hovedet og en knytter i maven?
Måske fordi det er sådan de virker bedst.

Jeg har fået mig en ganske vigtig belæring i løbet af de sidste 6 måneder. Jeg har lært at kende min egen begrænsning - og jeg har lært at sige fra. Til gengæld har jeg for første gang længe, også virkelig følt hvor fedt det så er, at sige ja OG MENE DET!

Jeg har ikke hang til klynkeri og slet ikke offentligt, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg brugte sidste jul på at rejse med efter mavepusteren, og siden hen tog nogle vigtige beslutninger - som f.eks. at indstille mit engagement i Forældre og Fødsels bestyrelse. Det har været en af de sværeste beslutninger, da jeg virkelig følte, at jeg gjorde en forskel for folk - og det er lidt af et rush - hvis jeg nu skal være hardcore ærlig.

Siden hen sløjfede jeg alle aftaler i min toptunede organizede kalender, skrev et speciale, afleverede det, blev arkæolog, fik et rigtig job, slukkede computeren og landende i sofaen.

Og hold nu op.... Jeg føler mig FRI! Jeg elsker det. Jeg elsker at der ikke er mere dårlig samvittighed over ikke lige at få læst de der 20 sider ekstra, eller ikke lige bekymre mig om den der fondsansøgning and what so ever.

Jeg har kun det nære. Det vigtige. Det der giver mig glæde. Jeg føler mig til stede. Jeg er holdt op med at gispe efter luft i vandoverfladen...

lørdag den 5. maj 2012

Confessions fra kompostbunken...




Naivt at tro at man fik mere tid til alt det sjove, fordi man afleverede det pestbefængte speciale, for i modtræk blev man i stedet indrulleret i hverdags-logistik-møllen, der uden omsvøb æder alt tænkelig fritid, hvor man kunne... f.eks. gå i haven...!

Men så kommer der dage som i dag og igår og i morgen, hvor en tiltrængt "miniferie" giver rig mulighed for at råde bod på mit forsømte forår. Sol, let varme og tørvejr og skyhøje ambitioner har præget vores havedage. Langt om længe fik jeg plantet køkkenhaven til, som jeg i år har STORE forventninger til, eftersom jeg for første gang i mine 8 år som haveejer, har GØDET med andet end kompost. Jeg må indrømme at afkastet fra de sidste par år har været noget fesent, så derfor regner jeg bestemt med, at i år er vendepunktet!

I år kunne jeg desværre ikke få fat i Sieglinde læggekartofler, som jeg ellers var helt vild med sidste år. I stedet måtte jeg nøjes med Sava, som også med min kartoffel-erfaring er en ok kartoffel, Sieglinde er bare uovertruffen og minder mig af en eller anden årsag om min barndoms kartofler... Hvordan de så end var... ;-)






Derudover har jeg satset højt og for første gang forsøgt mig med grønkål, og lidt gulerødder, rødbede, salat og så endelig løg. Løgene er min evige pine, Camilla HaveGuru Plum skriver i sin havebog, at det er barnemad at dyrke løg - men jeg har bestemt ikke haft succes de tre-fire gange, jeg har forsøgt mig. Små kedelige fiduser er det blevet til. Sidste efterår proklamerede Søren Ryge, at finten er GØDNING! Derfor de store forventninger...

Ellers bød dagen på mudderkager, solskinshygge og årets første klækkede kyllinger! Hønemor har ikke vist kullet frem endnu, så jeg ved ikke hvor mange det er blevet til - ej heller er de blevet foreviget endnu.
Manden min, blev bestukket med løfter om en rabarbertærte, og indvilgede herefter i projekt ny flisegang i drivhuset. I love it! Kan ikke vente med at fylde det med lækre tomater og alt det andet, man ikke kan leve uden. Jeg har forspiret uendelige mængder basilikum i håbet om, at det bliver året hvor jeg får lavet spandevis af lækker pesto.






Og for at runde havedagen af vender jeg tilbage til det med komposten. For det er en videnskab uden lige! Jeg har to komposter - én er the old fashion style med brædder og to rum, og den anden er sådan en fancy smancy grøn fætter, som jeg har fået (købt i dyre domme) fra kommunen, med ormerør og sneglebund og jeg skal give dig, skal jeg. Den gamle har sådan set altid virke upåklageligt, men det var en ulempe, at den er åben, så både høns og hunde gik amok i køkkenrester og hønselort. Derfor ville jeg gerne have den grønne rumraket. Nu har den så kørt siden sidste sommer, med indkøbte orm og det hele, og jeg må til min skam erkende, at her er en kompetence, jeg endu ikke helt besidder. For det er sgu ikke sket det store! :-( Er den for tør, for varm, for kompakt eller bare for meget? Jeg bliver nok nødt til at læse op på emnet. So far spredte jeg lækker brun næsten omsat kompost fra DEN GAMLE kompostbunke i drivhuset. Gid det må nære og mætte!

- Posted using BlogPress from my iPhone

søndag den 15. april 2012

Lykken er et hønseliv...

Endelig blev der tid til at komme i haven... Personligt er det første gang efter specialehelvedet, at jeg kunne få jord under neglene! Hele lørdagen brugte vi på de sædvanlige trivialiteter som to ture til genbrugspladsen, oprydning efter vinteren, og så ellers det fede: klargøring af rugehuse og anlægning af bed og tomatsåning.
Jeg ved det føles helt rigtig i maven at rense kroppen med en gang manuelt arbejde (hurra for det, eftersom det "virkelige liv" som gravende arkæolog starter i morgen). Nu ligger hønemor fint og putter sig på 9 flotte æg, og vi er allerede begyndt at tælle ned til pipgok-kyller.
Jeg er langt bagefter, i forhold til de forrige års forspiringsseancer, men jeg er ved godt mod, og tror på at de tre grønne chiliplantet i vindueskarmen nok skal få følge!
Nu hvor studielivet er så godt som slut, vil jeg forhåbentlig have mere tid til bloggeriet ;-)











søndag den 11. marts 2012

Jeg er ikke død...

Jeg skriver speciale.... Meget, hele tiden... 3 uger endnu.
Herefter vender jeg tilbage til livet... Meget er sket, meget vil være forandret.
Alt til det bedste.

tirsdag den 6. december 2011

Er jeg helt tabt?

Kender I det der... Man sidder og overspringshandler lidt, og tjekker Facebook, snager lidt rundt, griner lidt, undres lidt og snager lidt videre. Fra tid til anden bliver man bombarderet med statusopdateringer fra alle ens gamle venner, der garanteret lever et meget mere "spændende" liv end mig. Man bliver smurt ind i lækre billeder fra fremmede egne, hvor solskinsslikkede brune kroppe og hvide tænder dunker mig oven i hovedet.

Man hører om stormfulde, romantiske forhold, hvor folk først er sammen, så fra hinanden, bliver foreviget med ringe, eller bare får tatoveret den elskedes navn med fede typer. De viser smukke børn frem i det rigtige modetøj, de rigtige biler, de rigtige farver, de rigtige fester og de rigtige smil.

Og så får det jo en til at tænke. Hvor er man nået til i sit liv, når man er ganske godt tilfreds med sin udkårnes julegave, der er noget så uromantisk som en røremaskine? Hvad er det lige der er sket med en? Og jeg er jo tilfreds, med kartoflerne i haven, mudder på gummistøvlerne og halm i håret (i hvert fald hver 2. dag).

Men hvorfor stikker det så alligevel lidt i én, når man i hverdagens trædemølle drukner i leverpostej og snotnæser? Hvorfor er der altid det der grønne græs? Der længes lidt, imod det impulsive, ansvarsløse, frie liv?

Hvorfor drømmer man alligevel om at have månen i sin hånd, når man jo rent faktisk ér - ganske godt tilfreds med sin røremaskine?

Kenwood - I love you...



søndag den 13. november 2011

Integration på gulvet...

Jeg har i dag haft en fantastisk oplevelse der indbefatter tyrkisk mad, hovedtørklæder, latter og slagtning af fire smukke haner. Det har simpelthen været en dag ud over det sædvanlige.
Sådan en ganske almindelig søndag, der endte med at blive en eksotisk dagsrejse.

Vi havde overskud på fire i folden, hønsefolden forståes, og der er jo ingen vej uden om. De skal jo af med hovedet, de smukke dyr. Og ja, jeg ved godt, at jeg sidste år pralede med hvor god jeg var, da jeg sammen med en hjælper huggede hovedet af to stks og plukkede og rensede til den store guldmedalje.

Men jeg må også blankt erkende, at det er med sug i maven at jeg har "set frem" til dagen, hvor den skulle stå på masseslagtning, for ja, jeg synes sgu ik' det er sjovt.

Løsningen kom dog fra uventet side. Håndværkeren har en god ven, der kommer fra Tyrkiet, og hans kone ville skam gerne overtage vores haneflok og sørge for rensning og plukning. SKØNT tænkte jeg bare, fri for dårlig samvittighed og drabelige blodscener.

Så søndag kl. 13 trappede den tyrkiske familie op her i bondehuset, belæsset med tyrkiske specialiter, kaffe og slik! Totalt overdådigt! Nok var der ind i mellem lidt sprogbarriere, men det var ufatteligt hyggeligt og lige til - og en oplevelse begge veje er jeg overbevist om.

Men når alt dette er sagt, må jeg alligevel frem til det væsentlige. Normalt når vi hugger hovedet af hønsene herhjemme, får de et gok i hovedet og så op på blokken og en susen med øksen. Det plejer at involvere blod, skrappen og basken og en i særdeleshed anstrengt oplevelse.

MEN - jeg har aldrig nogen sinde oplevet sådan en fredelig og rolig aflivning, for det var virkelig hvad det var. Hanerne var rolige, og de skreg ikke, de var fuldstændigt overgivet til livets afslutning. Det var på det nærmeste smukt. Hvis man kan sige døden er smuk. De fik en værdig og respektfuld afgang på livet.

Hun lagde dem på jorden, mens hendes mand holdt benene, satte vingerne under sin ene fod, holdt den over øjenene med den ene hånd og skar med en rolig fast hånd halsen over på den. Den sagde ikke en lyd! Simpelthen utroligt - og en enorm kontrast til vores normale slagteseancer. Jeg er dybt benovet og i den grad stadig imponeret. Så meget en oplevelse med respekt for dyret.

Og oven i denne helt ekseptionelle oplevelse, var det en virkelig hyggelig eftermiddag, hvor vi fik vendt stort og småt om danske og tyrkiske traditoner og vaner omkring så meget som bleskift, burkaer og hvor mange timer man står i køkkenet - eller hvor meget chili vi kan putte i maden.

En berigende og dejlig søndag set fra et andet sted i livet.

lørdag den 12. november 2011

Purely Professional - en lille anmeldelse...

Ind i mellem føler man sig opdaget... Eller i hvert fald at der faktisk er nogen, derude bag skærmen, som ved man eksisterer. Og så igen, en forespørgsel på, om jeg vil anmelde deres produkt, ja man er vel så bare sådan lidt... opdaget...

Any way, jeg fik for nogle måneder siden tilsendt to flasker med henholdsvis shampoo og conditioner (det vi andre dødelige stadig kalder balsam) til børn. Producenten hedder Purely Professional
Nu er jeg måske nok den dårligst udvalgte til at teste den slags produkter, for jeg har faktisk op indtil nu ikke brugt hverken shampoo eller balsam til pigernes hår. Det vil sige, jeg har brugt sådan noget "leave-in" på spray fra et eller andet unævneligt mærke, der solgte sig selv på deres farverige fjollerier med Shrek og vennerne, til Alrunes lange hår som altid har voldt os kvaler - når det skulle redes.

Men eftersom jeg jo blev glad for at blive "udvalgt" (host, host) gik vi i krig med krum hals :-) Hvilket indbærer at jeg vasker deres hår med shampoo og balsam to-tre gange om ugen. Nu har jeg jo ikke meget at sammenligne med, men mit umiddelbare indtryk er, at håret bliver rent - bonus - og fantastisk glat hos begge piger.

Der er ingen tårer, de har en våd vaskeklud på øjnene mens jeg vasker håret, men de har ikke klaget over at det svier. Dobbeltbonus. Hvis man skal sige noget "negativt", så er flaskerne måske lidt kedelige, men de signalerer selvfølgelig det de er - noget rent og lidt æstetisk... Men ikke udpræget festligt, ej heller i børnenes øjne.
En lidt uinteressant flaske
Men når man ser bort fra det, ja så leverer de jo sådan set hvad de lover. Alrune har siden hun var lille døjet med arp, og efter vi er begyndt at vaske håret er det formindsket. Men jeg tilskriver det mere den mere hyppige "hovedbundsmassage" end produktet. Det har ingen duft, hvilket er fint nok, og så er i hvert fald balsamen ret drøj i brug - forstået således, at jeg synes det var lidt svært at vaske ud, men jeg startede nok bare ud med for stor en portion.

Purely Professional skriver selv om deres produkt:

  • Minimal kemi - maksimal effekt!
    "Purely Professional er hår- og hudplejeprodukter til alle, der vil mindske brugen af parfume, farvestoffer, konservering og anden unødig kemi uden at gå på kompromis med kvaliteten.
    Vil du have et enkelt og gennemskueligt produkt, der samtidig er lækkert og af professionel standard så prøv Purely Professional udviklet i samarbejde med danske frisører."
    Der er 300 ml i flaskerne, så der er til et godt stykke tid, så som sådan kan man vel ikke sige at 85 kr pr flaske er dyrt - personligt kunne jeg dog være være forfalden til at tage 3 stykker Änglamark når de er på tilbud i Brugsen... Men det handler måske også om, at jeg faktisk ikke har set Purely Professional i butikkerne.
    Men som sagt - min reference ramme er smal - det er et fint produkt uden pjat... Måske savner jeg lidt pjat... ;-)

mandag den 24. oktober 2011

At give sine børn en gave...

Billedet er et par år, men det rummer essensen...
Man kan give sine børn mange ting i livet. Man kan give dem mod på livet, man kan give dem en ny cykel eller det seneste x-box spil eller de der smarte jeans med det rigtige mærke i nakken.

Men jeg har de sidste to dage oplevet, at jeg har givet mine piger noget der er meget bedre end alt dette til sammen... Jeg har givet dem medfølelse og omsorg for hinanden!

Det kræver selvfølgelig en forhistorie: Elvira har fødselsdag i dag, og Alrune har været hos sin far i dagene op til, og de havde sammen aftalt at finde en lille gave til lillesøster.

Men Alrune vælger egenrådigt at bruge sine egne "iskage-penge", som hun havde fået af sin far, til at købe en ganske særlig gave til Elvira - helt uden fars vidende og hjælp... Så totalt uselvisk!

Og den lille gengælder dette i den grad, da hun ovenud lykkelig åbner den slet skjulte - trods fin indpakning (tak Katia og Klaus!) - hulahop-ring og udbryder "Se Rune der er også en til DIG!" og ja, der var såmen to ringe i pakken, men tænk at man som bare treårig formår at dele sin helt nye fødselsdagsgave....

Jeg snupper en tudekiks, for det er da bare for stort!

Tosomhed


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 18. oktober 2011

Forældre og Fødsels netauktion 2011


Har du oplevet en svær fødsel? Har du haft ammeproblemer? Kunne du godt tænke dig at tale med en mor der har valgt at føde i vand, en selvvalgt enlig mor, en familie med mange børn eller en familie der har valgt at få børn, mens de var under uddannelse? Alt dette og meget mere kan vi hjælpe dig med hos Forældre og Fødsel.

Forældre og Fødsel er Danmarks eneste landsdækkende forældreorganisation, der offentligt taler jeres sag som kommende og nybagte forældre. Forældre og Fødsel arbejder aktivt for at sikre dig og din familie en tryg og god fødsel, og for at du får en god og tilstrækkelig ammerådgivning der kan sikre den bedste start på livet for jeres nye barn. Derudover arbejder vi for, at børnefamilierne i helhed bliver prioriteret, og at jeres families behov tilgodeses i forhold til politiske beslutninger.
Klik ind på www.fogf.dk

Shop masser af lækkert udstyr til mor og baby – med god samvittighed!

Om ca. 14 dage slår vi endnu en gang dørene op for et brag af en netauktion. I år slår vi igen alle rekorder med endnu flere sponsorer og stakkevis af lækkert babygrej, som f.eks. slynger, børnetøj, klapvogne og masser af udstyr. Der vil selvfølgelig også være mulighed for at købe billige kurser i fitness, fødselsforberedelse, fødselshypnose og mindfulness. I år er der ligeledes også gode julegavemuligheder med både bøger, kunst og oplevelser.

Så husk at klikke dig ind på Forældre og Fødsels website http://www.fogf.dk/aukt/ d. 31. oktober hvor netauktionen starter. Auktionen løber en uge. Indtægterne går ubeskåret til Forældre og Fødsels arbejde for at forbedre forholdene på føde- og barselsområdet, samt til at sikre at vi fortsat kan give god, nærværende og GRATIS ammerådgivning til alle.

Se allerede nu et udpluk af de mange spændende varer og effekter (listen er under fortsat udarbejdelse og småfejl kan forekomme – alt dette er selvfølgelig rettet inden auktionens start!) http://www.fogf.dk/aukt/           

Ammerådgivning

Du behøver ikke være medlem for at søge hjælp. Du kan ringe 24 timer i døgnet til en af vores mange uddannede og fagligt anerkendte ammerådgivere. De har alle gennemgået Forældre og Fødsels uddannelse og er klar til at hjælpe dig med alle ammerelaterede spørgsmål. Det er også muligt at kontakte en ammerådgiver allerede under graviditeten fx. for at afklare bekymringer forud for et kommende ammeforløb eller tale et tidligere forløb igennem. Der ydes også ammerådgivning via vores website www.fogf.dk - hvor du også kan finde kontaktoplysninger på vores ammerådgivning.
Gå ikke glip af muligheden for at shoppe lækre sager – samtidigt med at du støtter en god sag!

Website:www.fogf.dk Facebook: http://www.facebook.com/pages/For%C3%A6ldre-og-F%C3%B8dsel/150845154985274

torsdag den 22. september 2011

Blogpause..?

Næh nej hør nu... Jo vist, måske... Måske er der gået lidt lang tid siden den hane døde. Og måske er tiden fløjet lidt vel meget hen over hovedet på mig på det seneste. Hvor om alting er, så er det jo det der liv der tager min tid. Og det er jo ikke fordi at jeg ikke har påbegyndt mindst 100 blogindlæg - i tankerne. Som f.eks. da jeg gennemførte mit første "rigtige" løb - DHL stafetten i Fælledparken 1. september, sammen med et hav af andre mennesker. Sjovt og lidt udfordrende. Til trods for distancen - på 5 km - helt som jeg plejer at løbe - så ja, det at man pludselig er omgivet at pustende, prustende og stønnende - og nogle ganske flyvende, mennesker, det sparker alligevel lidt ekstra til en. Så jeg løb 5 min hurtigere end jeg plejer, hvilket jeg var ganske godt tilfreds med! I søndags var det stå Støt Brysterne og Alt for damerne i Dyrehaven - ikke helt så hurtig, men til gengæld mægtig hyggeligt arrangement.

Jeg kunne også fortælle om den politiske paneldebat jeg var med til at afvikle. Vi lånte lokaler på Jordemoderskolen og havde besøg af to folketingskandidater og lidt over 30 engagerede jordemødre, -studerende, syge- og sundhedsplejerske - og naturligvis et par stykker af "os" - mødrene. Eller jeg kunne nævne Forældre og Fødsels store netauktion der løber af stablen om lidt over en måned. Det går over alt forventning og der kommer masser af spændende varer at byde på! Jeg er blevet dybt benovet over, hvor mange virksomheder og små firmaer der er villige til at donere deres varer til fordel for vores gode og vigtige sag.

Aktivt lyttende til paneldebat
Så var der drivhuset - det kunne der også skrives et helt indlæg om. Om den skide skimmelsvamp der nakker mine tomater. Der dog lykkedes mig at hive en lille håndfuld ind om dagen, men langt langt fra de mængder jeg drømte lækre camilla-plum-drømme om. Just afklaret med en mere drivhus-dræven må jeg sande, at skylden vist er min egen. Jeg har i de to år, vi har haft drivhus, vandet med den mest dovne metode - sådan en viftespreder på slangen, ind i drivhuset, lukke døren, glemme alt om vandingen, komme tilbage en halv time senere... NO GO! Ved jeg nu.... Der må nemlig ikke komme vand på planterne - kun på jorden... Nå for fanden da... Den erfaring har kostet mig dyrt i tomater! Til foråret installerer vi en regnvandstønde ved siden af drivhuset, så kan man jo "bare lige" vande med en kande... Og helst om morgenen, så vandet kan dampe af... Tsk tsk, midt i havregrød, binde snørebånd, flette hår, fange hund og med en halv klat mascara i øjet. Jo tak.

Jeg kunne til slut fortælle om min daglige gang på museet. Om specialet der ligger og brænder i skuffen, eller om det oplæg jeg skal holde om de neolitiske huse på det næste Neo møde... Yikes, skal stå der, lille mig, foran alle de gamle, kloge neolitiker hoveder.. Gotta love me, I'm sure.... ;-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...